SRAM Alpetramp – Race report
Så kom tiden for årets aller sidste cykelløb.
Jeg har godt nok ikke kørt så mange løb i år, men jeg har kørt flere løb end jeg har før.
Det er først nu, jeg rigtig er blevet bidt af at køre cykelløb. 🙂
Men én ting jeg nok aldrig bliver bidt af, i den sammenhæng, er at cykle i øsende regnvejr!
Sådan et vejr, var det nemlig søndag d. 19 oktober, hvor min mor og jeg kørte mod sydfyn, for at køre Alpetramp.
Vi havde meldt os til på forhånd, og det var nok det der trak allermest, for vejret var alt andet end indbydende til cykelløb.
Det endte også med at være en god gang heldagsregn vi kom ud i.
Men det var der så ikke noget at gøre ved..
Da klokken blev hen af 10, trak jeg op mod startlinien, i håb om at komme afsted, sammen med nogen af dem, der ville ud og køre stærkt.
Det var så desværre ikke helt det der skete. Folk stod meget blandet, og den gruppe jeg kom med i, kørte ikke specielt hurtigt, og folk var meget nervøse.
Da vi kom ca. 5 km ud på ruten, ser jeg pludselig min klubkammerat Johnny, stå i vejkanten, mod kørselsretningen.
Johnny skulle køre 125 km, hvor jeg kun skulle køre 63 km, så jeg undrer mig, og jeg når lige at råbe til ham
“Hva fa’en Johnny”
Og så var jeg forbi ham.
Kort efter kom en op på siden af mig, det var Johnny. Han havde været punkteret, allerede efter 7 km, hans gruppe var kørt og han havde besluttet sig for at kigge efter nogen fra klubben han kunne køre med. Og han fandt så mig 🙂
Johnny og jeg lå og snakkede lidt, og blev hurtigt enige om at gruppen kørte lidt for uroligt, og vi besluttede os for at trække fra dem.
Vi kom rigtig godt afsted og vi fik fart i cyklerne.
Jeg følte at jeg havde “flade” ben.. Som om der bare ikke var energi nok i dem. Ikke som de sidste par gange jeg har kørt cykelløb. Det var lidt ærgerligt.
Men Johnny var rigtig god at have med 🙂
Det ene øjeblik, var jeg klar på at gi den gas, og trak fra. Jeg vidste at Johnny uden problemer ville følge efter mig.
Det næste øjeblik var jeg helt flad, og kunne slet ikke træde op af bakkerne. Og så var Johnny flink til at vente!
Jeg synes vi fik en rigtig god tur, og vi gjorde det nu okay.
Undervejs kom en rytter, som Johnny og jeg havde kørt sammen med i et stykke tid, op på siden af Johnny og sagde noget til ham.
Jeg spurgte Johnny hvad han sagde..
Han sagde at hvis Johnny ville ha sin veninde med, skulle han lige sætte farten lidt ned…
Johnny havde svaret, at nu skulle han passe på at vi ikke bare kørte fra ham.
A’ hva’ for noget?!
Så stod der lyn i øjnene på mig, og jeg sagde til Johnny, at nu blev vi nødt til at køre fra ham!
Så det gjorde vi 😉
Der deltog 40 kvinder på de 63 km.
Jeg fik en 10. plads blandt kvinderne. Og det til trods for dårlige ben.
Nå ja.. Og at Johnny punkterede to gange mere mens jeg kørte sammen med ham 😉 Så vi havde lige et par stop.
Jeg kan se på tiden på strava, at vi har brugt i alt 14 minutter på de to punkteringer, så hvis vi havde været fri for punkteringer, havde jeg nok fået mig en 7. eller 8. plads.
Men det kan jo ikke gå lige godt hver gang 😉
Jeg kan også se på resultatlisten, at jeg fik en 8. plads på bakkespurten på golfbakken.
Og jeg ved bare at jeg kunne have kørt stærkere op af den. Men det er nu stadig okay.
