Om at redde liv…

I dag havde jeg en meget skræmmende oplevelse på arbejdet.

Det startede, for mit vedkomne, med at der i højtaleren blev kaldt “Samarit til tekstilafdelingen”

Jeg stod i kælderen med to af mine kolleger i kælderen, og vi kiggede forvirrede på hinanden, da min ene kollega siger “Vi må da se om vi kan hjælpe!”

Så vi løber mod trappen til butikken. Så bliver der pludselig kaldt “100 til tekstilafdelingen”

100 er koden for, når alle ledere og chefer skal reagere, og løbe til et bestemt område.

Så fik jeg travlt!

I tekstilafdelingen lå en ældre dame, død.

Tre personer sad allerede og var i gang med hjerte massage.

Min chef var hurtig til at hente hjertestarteren, som vi har i Føtex, og fik hurtigt et overblik over hvordan den skulle bruges, og får sat den på.

I mellem tiden har en anden kollega haft kontakt med Falck, og der kommer lynhurtigt en læge til.

Allerede da lægen kommer, har de tre der har udøvet hjertemassage, gjort så godt et stykke arbejde, at hun faktisk er ved at komme til sig selv.

Og da ambulancen kommer, er hun faktisk så meget i live, at hun selv, med hjælp fra falckredderne, kan træde tre skridt baglæns til båren, og sætte sig på den.

Det hele skete enormt hurtigt.

Men hun overlevede! Hun kom til sig selv, stadig meget groggy, men hun kunne svare lægen på de spørgsmål han stillede.

Det fik os alle sammen til at tænke meget over det med førstehjælp.

Hvordan vil man reagere i sådan en situation, hvis man er den første der kommer til stedet?

Hvor mange steder har de egentlig sådan en hjertestarter, som i dette tilfælde gjorde hele forskellen for denne ældre dame?

Og noget andet vi snakkede om, hvis der skete noget for dig, har du så dine personlige oplysninger på dig?

Ud over dit navn og dit cpr-nummer, som man kan læse på dit sygesikringsbevis. Ville det ikke være en god idé med oplysninger om, hvem der skal kontaktes i tilfælde af en ulykke…

Det her var hvertfald en oplevelse, der sætter en masse tanker i gang! Puha …