Jeg har det godt ! :-)

Nå, jeg skylder vidst lidt at fortælle om min dag i går, på 2. Etape…

Vi skulle ud på turens længste etape, på ca. 175 km, og vejret var bagende varmt lige fra morgenen af, i Schleswig. Etapen gik til Bremerhaven og bød på to gange færge tur.

Nogen mente endda at det faktisk var en krydstogts rejse, med indlagt cykelture, vi var på 😉

Det hele gik som smurt, og vores gruppe kører rigtig godt sammen.

Pludselig sker der noget.

Ham der ligger foran mig får sved i øjnene. Han kan ikke se noget. Han begynder at slingre. Han styrter! Så kunne jeg godt se hvor jeg endte…

Vi kørte på en meget smal cykelsti, med autoværn, så da han lå på tværs, var der ingen vej udenom.

Jeg styrter. To andre bag mig styrter.

Jeg kommer meget hurtigt på benene igen og forsikrer de andre om at jeg er helt okay, de andre er også okay. Jeg bløder meget fra mit knæ (Jeg vil skåne jer for et billede af såret), og de andre siger til mig, at det nok er bedst jeg sætter mig ned igen.

Jeg ryster også rigtig meget, så jeg kan godt mærke at det er en god idé at sætte mig ned. Jeg har et førstehjælpskit i min baglomme.

Det fik jeg af min guide buddy, Per. ’Den er god at have i baglommen!’ sagde han. Hvor har han dog ret! Jeg var pludselig meget, meget glad for min fødselsdagsgave.

Jeg får tørret blodet væk, og renset såret nok til at det holdte op med at bløde.

Så skulle der plaster på.. Det kunne bare slet ikke sidde fast. Mit ben var svedigt, beskidt, og smurt ind i solcreme. Så vi måtte finde på noget, der kunne holde plastrene på plads.

Så var det at Søren fra gruppen kom med en genial idé.

Vi brugte da bare min cykelslange! Den var alligevel lige blevet skiftet, da jeg også punkterede i styrtet.

Så jeg fik bundet slanget stramt om mit knæ, men så jeg stadig kunne bruge det.

Vi havde 10 km, til det næste depot, og forbindingen holdt!

I depotet fik jeg en mere holdbar forbinding på, men blev enige med de andre om, at såret nok var for stort til bare at cykle videre med det samme. Der skulle nok lige kigges på det, af nogen der var lidt bedre til det med lapning af sådan et sår..

Så jeg kørte de sidste 40 km til Bremerhaven med AP, som tog med mig på skadestuen. Her måtte vi vente i to timers tid, i en meegeet varm skadestue..

Da vi kom ind til lægen, som kun snakkede tysk, og så hurtigt at AP ikke kunne forstå ham, (Jeg snakker ikke tysk!) blev vi hurtigt sendt videre til en anden stue, hvor jeg skulle ligge mig på en briks.

Her kom der en sygeplejerske, der begyndte at pakke en frygtelig masse udstyr ud. Det så en smule uhyggeligt ud.

Her efter kom lægen ind og begyndte at rense mit sår. Puuuhaaaa… !! Det gjorde dælme ondt! Da han var færdig, kiggede jeg på AP og sagde: ´Jeg er godt nok lidt svimmel..´

Men så kom han med bedøvelsen, og det hjalp jo på det hele.

Tre sting blev det til …

Hjemme på hotellet bor jeg sammen med Dorthe og Helle.

Helle er sygeplejerske og meget hjælpsom! Så det er rigtig dejligt at bo sammen med ’Mor Helle’ når man er kommet til skade 🙂

Jeg bor også sammen med Dorthe, hun er også rigtig hjælpsom, når nu jeg har ligget i øverste køje, med et skadet ben. Og det på trods af at Dorthe selv fik lidt skrammer på 2. Etape..

Nogen ville måske kalde det god service, at det er guiden der tager de slemme skrammer 😉

Jeg var selvfølgelig klar til at køre 3. Etape til morgen, og jeg mærkede intet til knæet. Så jeg skal nok komme hele vejen til Paris på cykel! Selvom jeg ikke er helt tilfreds med at jeg har misset 40 km …

Herunder er jeg sammen med min gruppe, klar til 3. Etape, som i dag bød på ca. 165 km, i meget fladt landskab, men med lidt mere cykelvenligt vejr. Let overskyet, og ikke nær så varmt som 2. Etape. Dejlig dag på kontoret! 😉