“Det er sundt at kede sig”
Jeg kan tydeligt huske da jeg var barn, og virkelig kedede mig.
Der var ikke noget værre end når mine forældre så sagde:
“Det er sundt at kede sig!”
Hvad var det da for noget pjat at sige.. Der var da ikke noget værre end at kede sig!
Men jeg må sige, at jeg er blevet klogere.
Jeg har i et godt stykke tid nu, lidt af stress.
Faktisk så slemt at jeg måtte sige mit job op, da jeg ikke kunne holde til den type job, og bagefter også måtte sande at jeg måtte sygemelde mig.
Det var to, meget svære beslutninger at tage, men jeg er sikker på at det var de rigtige beslutninger at tage.
Grunden til at det gik så galt, var at jeg arbejdede for meget, og oven i det, kunne jeg ikke finde ud af at lytte til min krop, da den sagde fra.
Det har jeg lært nu! Og nu ved jeg at jeg skal lytte til min krop, og selv sige fra, inden kroppen siger fra for mig, for så er det gået for vidt.
Men igår oplevede jeg så noget, som jeg ikke har oplevet i meget lang tid!
Jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst oplevede det…
Jeg KEDEDE mig!
Og det er altså ikke fordi jeg bare har haft en masse at se til. Imens jeg har været sygemeldt, har jeg haft aller flest dage, hvor jeg bare var hjemme, alene, og ikke lavede noget som helst.
Men når man er stresset kører kroppen, og hjernen på højtryk, overskuddet er i bund, og man magter ikke særlig meget. Så der er slet ikke plads til at kede sig, det kan man slet ikke..
Faktisk havde jeg så lidt overskud, da det var værst, at jeg ikke engang havde overskud til cykling, træning eller motion i det hele taget. Og det selvom, det er lige præcis cyklingen, der har hjulpet mig allermest! 🙂
Hold da op.. Så må det virkelig betyde at jeg er på rette vej!
Det må jeg sige, at jeg tydeligt kan mærke hvertfald.
Jeg er meget mere glad, end jeg har været længe.
At kede sig, må simpelthen være et sundhedstegn. Så ja, det ér sundt at kede sig!