Amatør VM – Race report
I dag blev Verdensmesterskaberne i cykling, for amatører, afholdt.
Som i måske husker, kvalificerede jeg mig til dette tilbage i maj i Helsingør.
Der er godt nok sket meget siden maj…
Jeg er ikke i den samme form som dengang. Og det er ikke fordi den er blevet bedre!
Jeg har ikke rigtig haft lysten og motivationen med mig, så det er ikke blevet til særlig meget træning.
Men man bliver da ikke bare væk fra VM, når nu man har muligheden for at deltage!
Jeg var enormt nervøs inden start!
Jeg frygtede at jeg ville blive håbløst sat, og køre hele turen alene.. 165 km, 1500 hm og 10 m/s, det ville ikke blive sjovt!
Hele min familie var taget til Aalborg for at heppe på mig, støtte mig og hjælpe mig.
Inden start blev jeg da også lige kontaktet af Tv2 Nord der gerne ville have et par ord med på vejen..
Nå, men starten gik. Og der blev kørt stærkt!
Jeg lagde ud med at lave en rigtig dum fejl.. Jeg var ikke kommet frem i start boksen, og stod faktisk aller bagerst.
Så jeg brugte en del tid på at køre mig længere frem i det nervøse felt, der var præget af opbremsninger og en masse råben.
Jeg startede med at havne i en stor gruppe. Det gik også okay, indtil vi begyndte at køre rulleskift.
Rulleskiftet betød at hastigheden lige blev sat op med 5 km/t, så vi lå og kørte 40 km/t.
Jeg lå på grænsen af hvad jeg kunne, og det betød også at bakkerne var rigtig hårde ved mig.
Efter ca. 60 km, måtte jeg slippe gruppen.
Men jeg kørte ikke alene længe. Jeg blev hentet af 4 britiske herrer og en dame fra sydafrika, og sammen kørte vi op af Rebildbakke.
Dette billede er fra Kridtbakken.
Vi lå stille og rolig og kørte en masse damer ind, der var drysset fra det store felt, som jeg også var faldet fra tidligere.
Der kom hele tiden lidt flere til, og så faldt der lidt fra, i vores lille gruppe.
Og med ca. 50 km igen lå jeg sammen med to kvinder fra Sydafrika og en fra England. Vi kørte rigtig fint sammen og det viste sig da også, at vores gruppe skulle holde hele vejen hjem.
Jeg arbejdede rigtig meget i gruppen, men det var helt okay, da det ikke var ensbetydende med at jeg måtte overanstrenge mig.
Faktisk arbejdede jeg så meget, at de andre meddelte mig da vi havde 3 km igen, at de ikke ville spurte fra mig over målstregen.
Jeg skulle have den ære at komme først i mål.
Det var en rigtig respektfuld gerning fra dem.
De sidste 3km ind gennem Aalborg var helt vilde!
Vi kørte på tresporede veje, helt alene.
Trafikken i de kæmpe store lyskryds blev hold tilbage af militærpoliti, bare for os.
Og publikum heppede på os da vi kørte ind gennem gaderne i byen.
Jeg har kørt til paris to gange, uden det rigtig har rørt mig.
Men det her … Det fik mig næsten til at tude!
Det er den størte cykeloplevelse jeg har haft!
Hvor er jeg bare glad for at jeg deltog, og at jeg gennemførte.
Det var pisse hårdt, det gjorde ondt overalt, og det var det hele værd!
