Når jeg kigger tilbage på de ting, jeg har oplevet i 2014, bliver jeg helt overvældet!

Jeg har været tre uger på Mallorca, som cykelguide

IMG_4016

Jeg har været to uger på Filippinerne, for at besøge min søster

IMG_5088

Jeg har cyklet til Paris, også som cykelguide

IMG_0747

Og så har jeg brugt en uge, på at knokle ved Post Danmark rundt.

Jeg har godt nok været med ved Post Danmark rundt, flere gange før. Men i år var det bare lidt mere specielt, fordi min søde kæreste var med 🙂

Han cyklede for landsholdet, og det gjorde da bare løbet lidt mere spændende. De andre år, har der ikke været meget tid til, ret meget andet end at arbejde. Men i år, der gav jeg mig tid 🙂

IMG_0755

Og nu går jeg rundt og glæder mig ualmindeligt meget, igen! Jeg skal nemlig til USA, nærmere betegnet San Diego, om kun 9 dage!

Jeg skal over og besøge min kæreste, der lige for tiden bor i San Diego, mens han studerer. Jeg har ikke set ham siden august, og han kommer først hjem igen i slutningen af januar.

Det er helt vanvittigt, at jeg kan se tilbage på så mange oplevelser, og se frem til en oplevelse, som nok i virkeligheden bliver den største af dem alle sammen!

Jeg glæder mig som et lille barn 🙂

Hverdagen

Så kom tiden for årets aller sidste cykelløb.

Jeg har godt nok ikke kørt så mange løb i år, men jeg har kørt flere løb end jeg har før.

Det er først nu, jeg rigtig er blevet bidt af at køre cykelløb. 🙂

Men én ting jeg nok aldrig bliver bidt af, i den sammenhæng, er at cykle i øsende regnvejr!

Sådan et vejr, var det nemlig søndag d. 19 oktober, hvor min mor og jeg kørte mod sydfyn, for at køre Alpetramp.

Vi havde meldt os til på forhånd, og det var nok det der trak allermest, for vejret var alt andet end indbydende til cykelløb.

Det endte også med at være en god gang heldagsregn vi kom ud i.

Men det var der så ikke noget at gøre ved..

Da klokken blev hen af 10, trak jeg op mod startlinien, i håb om at komme afsted, sammen med nogen af dem, der ville ud og køre stærkt.

Det var så desværre ikke helt det der skete. Folk stod meget blandet, og den gruppe jeg kom med i, kørte ikke specielt hurtigt, og folk var meget nervøse.

Da vi kom ca. 5 km ud på ruten, ser jeg pludselig min klubkammerat Johnny, stå i vejkanten, mod kørselsretningen.

Johnny skulle køre 125 km, hvor jeg kun skulle køre 63 km, så jeg undrer mig, og jeg når lige at råbe til ham

“Hva fa’en Johnny”

Og så var jeg forbi ham.

Kort efter kom en op på siden af mig, det var Johnny. Han havde været punkteret, allerede efter 7 km, hans gruppe var kørt og han havde besluttet sig for at kigge efter nogen fra klubben han kunne køre med. Og han fandt så mig 🙂

Johnny og jeg lå og snakkede lidt, og blev hurtigt enige om at gruppen kørte lidt for uroligt, og vi besluttede os for at trække fra dem.

Vi kom rigtig godt afsted og vi fik fart i cyklerne.

Jeg følte at jeg havde “flade” ben.. Som om der bare ikke var energi nok i dem. Ikke som de sidste par gange jeg har kørt cykelløb. Det var lidt ærgerligt.

Men Johnny var rigtig god at have med 🙂

Det ene øjeblik, var jeg klar på at gi den gas, og trak fra. Jeg vidste at Johnny uden problemer ville følge efter mig.

Det næste øjeblik var jeg helt flad, og kunne slet ikke træde op af bakkerne. Og så var Johnny flink til at vente!

Jeg synes vi fik en rigtig god tur, og vi gjorde det nu okay.

Undervejs kom en rytter, som Johnny og jeg havde kørt sammen med i et stykke tid, op på siden af Johnny og sagde noget til ham.

Jeg spurgte Johnny hvad han sagde..

Han sagde at hvis Johnny ville ha sin veninde med, skulle han lige sætte farten lidt ned…

Johnny havde svaret, at nu skulle han passe på at vi ikke bare kørte fra ham.

A’ hva’ for noget?!

Så stod der lyn i øjnene på mig, og jeg sagde til Johnny, at nu blev vi nødt til at køre fra ham!

Så det gjorde vi 😉

Der deltog 40 kvinder på de 63 km.

Jeg fik en 10. plads blandt kvinderne. Og det til trods for dårlige ben.

Nå ja.. Og at Johnny punkterede to gange mere mens jeg kørte sammen med ham 😉 Så vi havde lige et par stop.

IMG_1201

Jeg kan se på tiden på strava, at vi har brugt i alt 14 minutter på de to punkteringer, så hvis vi havde været fri for punkteringer, havde jeg nok fået mig en 7. eller 8. plads.

Men det kan jo ikke gå lige godt hver gang 😉

Jeg kan også se på resultatlisten, at jeg fik en 8. plads på bakkespurten på golfbakken.

Og jeg ved bare at jeg kunne have kørt stærkere op af den. Men det er nu stadig okay.

Cykelløb

Lørdag d. 4 oktober stod den på DGI Gran Fondo Munkebjerg.

Vejret var super lækkert, taget årstiden i betragtning!

Løbet var lagt på en rundstrækning på 40 km, med start ved Comwell Kellers Park i Brejning. Runstrækningen gik på nogle, for mit vedkomne, meget velkendte veje, og inden vi kom tilbage til mål, skulle vi en tur ned af golfbakken, og op af munkebjergbakke.

Min far og jeg havde meldt os til 120 km, måske var det i virkeligheden mest mig, der havde lokket min far med ud på den lange tur 🙂

Efter starten gik, kom min far og jeg afsted med en gruppe der kørte i et pænt tempo. Vi fulgte dem hele vejen til munkebjerg, som vi nåede med et snit på omkring 34 km/t.

Der var en god vind ude på ruten, omkring 12-14 m/s. Og vi startede ud med mod og sidevind.

Da vi ramte munkebjerg, blev gruppen vi lå i, sprængt.

Min far og jeg bestemte os for at tage den lidt mere med ro, og vi fik samlet en lille gruppe, og fik sat et rulleskifte igang.

Da vi nåede munkebjerg anden gang, blev gruppen igen delt. Og da vi fik samlet en lille gruppe igen, var der nu kun fire mand tilbage

Min far, to århusianer og jeg. Så det må være tre mand, og en kvinde 😉

Den ene af århusianerne, stod af efter anden omgang.

Så var vi tre tilbage. Vi tre fulgtes rundt på den sidste omgang.

Da vi nåede munkebjerg tredje gang, var vi rigtig godt trætte!

Min far sagde til os, at vi skulle bare køre. Så den sidste århusianer, Brian, og jeg kørte sammen i mål, hvorefter min far kom ind, 3 minutter efter os.

Det var et virkelig godt løb. Vel arrangeret, og rigtig godt med trafik poster i sving, og når vi skulle krydse veje. Desuden var ruten, på nogle stykker, ensrettet. Men vi skulle selvfølgelig stadig passe på trafikken.

Det var trods alt stadig et motionsløb.

Der blev, for mit vedkomne, ikke sat nogle rekorder i dag. Det var der ikke overskud til, i benene 😉

Men jeg vandt da min klasse! Ja, faktisk blev jeg bedste kvinde på 120 km!

… Der var nemlig kun mig

Hm. Jeg havde håbet at flere kvinder ville med på den lange tur.

Sådan en sejr, er næsten for nem.

Herunder ses et billede af mig, på første tur op af munkebjerg.

Foto taget af Uggi Kaldan // altomcykling.dk

10630634_301582120043713_1105933404652502861_o

Nå ja! Så var der også lodtræknings præmier efter løbet.

Både min mor og jeg vandt! 🙂

Vi vandt begge et sæt løse ærmer, og et sæt løse knæ fra GripGrap.

Rigtig fine præmier!

Cykelløb