I går kørte vi Brejning Bakkeløb.

Som jeg har fortalt om tidligere, vandt jeg en holdbillet i en konkurrence på facebook. Så var jeg jo nødt til at deltage!

Vi var et Kvinderdercykler hold. Marianne, Line, Maria, og jeg.

Løbet startede kl. 11, og vi skulle køre 132 km. Vi skulle op af Munkebjerg ikke mindre end 3 gange! Det har jeg som sagt prøvet før, og ved at det er en rigtig hård omgang!

Vejret var helt fantastisk! Efter en hel uge med dårligt, efterårs og vinter vejr, var det utrolig dejligt at se frem til et helt løb i solskin og ikke al for meget vind.

Da løbet blev skudt i gang, startede vi ud med en fornuftig fart.

Der kørte hurtigt et stort felt af sted, som kørte hurtigere end os. Vores hold lå i spidsen af det andet felt.

Her var der ikke særlig mange der var villige til at bidrage til arbejdet, så det blev hurtigt os damer der lavede en del af arbejdet.

Da vi gjorde tegn til at dem der lå bag os gerne måtte træde frem og trække lidt, var der en del der faldt fra og vi blev hurtigt en mindre gruppe.

Vi var klar over at når vi ramte Munkebjerg bakken første gang, ville vi nok blive splittet fra de stærkere herre vi kørte sammen med.

Vi havde aftalt at vente på hinanden på toppen af bakken, og køre vores eget tempo op af bakken. Der var ikke nogen grund til, at dem der var svagest på bakken skulle køres helt ud for at følge med de andre.

Vi var et hold og ville køre sammen som et hold.

Da der var en bakkespurt på bakken, kørte vi alle sammen selvfølgelig det vi kunne i håb om at vinde. Hvert fald den første gang 😉

Jeg kan lige så godt afsløre med det samme, at Line vandt bakkespurten!

Efter første omgang var vi en lille gruppe på os fire piger, Henrik, Mariannes mand og en sjette mand, der gerne ville køre sammen med os.

Vi kørte stadig godt til, og jeg måtte virkelig grave dybt. Måske er jeg i virkeligheden ikke rigtig i form til at køre cykelløb i 130 km!

Lige i starten af 3. Omgang gik jeg kold..

Jeg havde ikke fået spist nok, og havde ikke fået sukker nok.

Jeg meldte ud til gruppen at jeg havde det skidt, og tempoet blev sat ned. Jeg begyndte at spise og drikke, fik en masse indenbords og der gik ikke alt for længe før jeg fik det noget bedre!

Men det betød desværre ikke at jeg blev rigtig frisk. Jeg kæmpede virkelig for at komme igennem løbet, og den sidste gang på Munkebjerg måtte jeg, noget der lignede at, kravle op af bakken!

På toppen ventede Maria og Line på mig, og vi fulgtes i mål.

Vi kørte over målstregen på en lige linje, skulder ved skulder, sammen.

Det var en fed følelse at gennemføre som et hold efter at vi alle sammen havde haft vores op og nedture.

Vi endte med at blive anden bedste hold – over all!

Godt nok endte jeg med at stå på skamlen for 2. Pladsen, men hvis det skulle ha været helt rigtig, skulle vi alle tre have stået på det trin!

Det var fedt (hvert fald bagefter) at køre et velorganiseret, og meget udfordrende løb!